Sortering: Capileira

Tag på rideferie i Las Alpujarras, Granada

Der er noget helt særligt ved en ferie på hesteryg, der kan få én til at glemme alt om civilisationen og hverdagen. På en rideferie kan du opleve landskaber og naturområder, der ellers er komplet utilgængelige - stier for smalle til noget køretøj, bjerge for høje og stejle for vandrere...

Den sydspanske provins Granada er som skabt til et eventyr på hesteryg. Inden for få kilometer af de lækreste strande og smukkeste byer kan du føle dig lysår væk fra civilisationen. Der er bare dig, din hest og den vilde natur.

Las Alpujarras

Granadas bjerge er primært kendt for skiresortet i Sierra Nevada, men uden for skisæsonen er området et sandt slaraffenland for vandrere, mountainbikere og ikke mindst ryttere. De bogstaveligt talt bjergtagende omgivelser er som taget ud af Ringenes Herre, med skifergrå klippegrund, strid bevoksning og svimlende udsigt over dybe dale. Særligt attraktivt er Las Alpujarras, et frodigt landskab med snesevis af hvide landsbyer spredt ud over bjergsiderne.

Nær landsbyen Capileira ligger en stald med knap 20 andalusiske heste. Her kan man booke både dagsture og længere ridt på 3-5 dage. Man kan overnatte i Capiliera eller i landsbyen Bubión, hvorfra der er 15 minutters kørsel op til stalden.

De andalusiske heste

Stalden ligger omgivet af bakkede jordfolde, hvor hestene går omkring mellem høstakke og hønsehuse, med fri adgang til gårdspladsen og staldbygningerne. Fra foldene er der udsigt over de enorme bjerge og hvidkalkede landsbyer i Las Alpujarras, og langt ude i horisonten aner man Middelhavets blå flade.

Hestene er alle helt eller delvist andalusere - officielt kaldet Pura Raza Española (P.R.E.). Andaluserne er årvågne og udholdende, og særligt i Alpujarras udvikles deres fysik fra fødslen, når de døgnet rundt går omkring på stejle skrænter og ujævne sletter i den tynde bjergluft.

De er som skabt til det 3-dages eventyr, vi skal ud på...

Spaniens (næst)højeste bjerg

Første dag går turen op i 2500 meters højde - 1000 meter over staldene. Vi rider op gennem Poqueira-dalen, og undervejs krydser vi de vandingskanaler, som maurerne anlagde, da de beboede området i 1500-tallet. Den skiftevis stenede og sandede sti snor sig langs bjergsiden, nogle gange helt ude på klippeafsatsen. Visse steder er der så stejlt, at vi må stå af og trække hestene.

Enkelte faldefærdige huse skimtes i landskabet. De fleste er forladt, mens få stadig benyttes af fårehyrder. Over os kan vi se Mulhacen, som med sine 3479 meter er det højeste bjerg på den Iberiske Halvø. Ikke langt derfra ligger Veleta, den berømte bjergtop i skiresortet Sierra Nevada, hvor en klat sne lyser op i de mørke omgivelser.

Vi holder picnic ved en lille å, i læ af en gruppe fyrretræer. Den grå himmel sender en let støvregn ned over os, men det luner med hjemmelavet omelet, ost og rødvin - vi er vel i Spanien!

Efter frokost går turen tilbage langs bjerget, og vi snor os nedad gennem sporadiske pletter af fyrreskov - enkelte steder er skovstierne jævne nok til en kort gallop. Senere rider vi oven for en dal, hvor der blev udkæmpet intense kampe under den Spanske Borgerkrig. Tanken om de frivillige soldaters opofrelse tilfører den sceniske idyl et dystert præg, og vi føler os som lysår fra den moderne civilisation.

En søvnig landsby

På andendagen går turen ned mod landsbyen Pórtugos. Solen skinner fra en klar, blå himmel med spredte lammeskyer. Vi rider først ad brede grusveje, men drejer snart ind i en tæt egeskov. Igen må vi visse steder stå af og lede hestene ned ad stejle, stenede “stier” som faktisk er vandløb, der efter en regnløs sommer er fuldstændig tørlagt. På den anden side af skoven dukker vi ud af bevoksningen til en helt enestående udsigt over dalen.

Her begynder den første spredte bebyggelse af hvidkalkede huse, og alle steder går løse hunde omkring i forhaven eller ude på vejen. De gør aggressivt ad os, men hestene fortrækker ikke en mine. Heller ikke da vi passeres af en enorm lastbil eller overhales af en larmende motorcykel, lader dyrene sig mærke med det - de er helt igennem vant til støjen.

Da vi når landsbyen, står vi af og trækker hestene gennem de smalle gader, som ligger fuldstændig øde denne formiddag. På den anden side af byen bestiger vi endnu en skovklædt bjergside, inden vi trækker ind i en lille fyrreskov og finder kylling og salat frem af saddeltaskerne.

Efter frokost går det i rask galop ad skovstien, indtil vi igen drejer brat op ad en bjergside. Snart befinder vi os for 117. gang på toppen af verden - på en slette med mørke klippeformationer, stride buske og tidsler i alle nuancer.

Da hestene har fået pusten, rider vi videre langs bjergryggen, med blå himmel på den ene side og tordenskyer på den anden. Vi bevæger os ned i en dal af tæt fyrreskov og rider langs et næsten udtørret flodleje under de tunge skyer, der truer med at åbne sluserne hvert øjeblik. Vi slipper dog med enkelte dråber, inden vi er nede i staldene igen.

Bjerggeder og bedeflag

Turens sidste dag fører os op til de højtliggende græsningsområder, hvor hestene tilbringer det meste af sommeren. Vejen dertil går ad stejle skrænter og en smal bjergvej, der byder på den mest utrolige udsigt over dalen.

Da vi har passeret græsningsarealerne, rider vi langs åbne marker, hvor vi passerer en flok køer med enorme horn og de karakteristiske klokker om halsen. Blandt dem er også en håndfuld heste, der gladeligt gør os følgeskab, til vi jager dem væk.

Igen dykker vi ind på en smal skovsti, der tydeligvis er anlagt som transportvej - vel at mærke kun for firbenede transportmidler. Vi når skovgrænsen på den anden side og styrer tilsyneladende direkte mod en skrænt, men i sidste øjeblik drejer vi ned ad en næsten lodret sti mod dalen. Her krydser vi et flodleje, som den tørre sommer har forvandlet til en sølle å.

Vi snegler os op ad bjerget på den anden side og holder frokostpause på toppen, med uforlignelig udsigt over endnu en enorm dal. Disen hænger denne dag tungt i horisonten, men i klart vejr kan man se helt til Marokko.

Efter en solid frokost rider vi nedad i ujævnt terræn af tuer og langt, tørt græs, til vi når ned på en bred grusvej. Alt ånder ro og fred, men den forreste hest rejser ørerne. Pludselig stormer to brune bjerggeder ud på stien og forsvinder ind i buskadset på den anden side. Hestene fortrækker ikke en mine.

Stien slår et skarpt sving rundt langs klippekanten, og på den anden side af dalen kan vi se en række flagrende tøjstykker, som vi antager må være en form for bedeflag (omend det mest ligner vasketøj). Så snart vi når ned i fladt terræn, får hestene lov at strække ud i en lang galop, inden vi sjosker de sidste par hundrede meter ned mod staldene.

Vi er ømme og trætte, men har fået en oplevelse for livet.

På egen hånd

Vil man udforske Granada-provinsen på egen hånd, kan man med fordel leje en bil og indlogere sig i en privat feriebolig. På Feriebolig-Spanien.dk kan du søge blandt over 300 boliger i Granada, heraf en del i Las Alpujarras.

Del artikel

Kommentarer